At vælge rette hanhund
Jeg har rigtig tit fået det spørgsmål - hvordan vælger du hanhund til dine tæver og hvad kigger du efter?
Det er et emne jeg bruger rigtig meget tid på, både når jeg selv skal bruge en hanhund, men også når jeg hjælper andre med at finde en hanhund, som komplementerer deres tæve. Desuden hjælper jeg også mange med, at finde et godt kuld ud fra de ønsker de har til type af labrador.
Jeg er egentlig altid lidt på udkig efter gode hanhunde, som jeg kan føje til min liste af interessante hanhunde.
Det burde jo være virkelig nemt, at finde en hanhund, for Labrador Retriever er en af de allerstørste racer antals mæssigt. Men hvorfor kan det så være svært? Det kan det af flere årsager. Her er de ting jeg vægter utrolig højt og som jeg finder vigtige generelt.
- Temperamentet skal være ukompliceret også med andre hanner, selvom han indgår i avl.
- Han må ikke være domineret af sit køn
- Linjemæssigt skal han ikke ligge tæt med min tæve
- Jeg kigger på evt. afkom efter ham, kan jeg li hvad jeg ser?
- Sundheden i linjerne bag skal være sunde
- Han skal være velbygget med god biomekanik
- Han skal opveje min tæves svage sider
- De må gerne have samme stærke sider
- Han skal have vist noget stabilt arbejde, men behøves ikke ligge blandt de mest vindende
- Jeg vil gerne se ham i forskellige sammenhænge fx. hjemme, på prøver eller på jagt
Disse kriterier er der mange hanhunde, som egentlig kan opfylde - men jeg skal kunne li ham. Jeg skal kunne mærke ham når jeg ser ham - nogle hanner har egentlig ovenstående, men de siger mig ikke umiddelbart noget og så er de sorteret fra. Smag er meget forskelligt og kan være svært at forklare. Jeg bruger gerne hanner, som ikke har været i avl før, hvis de ellers indfrier ovenstående og jeg kan li dem.
Selv når jeg kommer med tæven til parring, ja så kigger jeg stadig på ham og kan egentlig sige nej tak, hvis jeg ser noget jeg ikke kan li. Det kan være han er alt for voldsom eller det modsatte, at han ikke vil parre. En gang har jeg oplevet, at hanhunden ikke ville parre. Nogle ville måske blot tappe ham og insiminerer tæven uden, at blinke. Og der skal være plads til forskellighed, men jeg synes det er forkert - hanhundeejer var heldigvis helt enig med mig og jeg valgte en anden hanhund. På samme måde vurderer jeg også min tæve, særligt første gang. Har hun en uønsket adfærd overfor hanhunden? Hvis jeg ved, at hun er på rette tidspunkt, så får hun en fair chance til, at lande i det, at skulle parres. Jeg overvejer om en anden han giver bedre kemi. Men har jeg en tæve, som nægter naturlig parring, flere gange med forskellige hanhunde, så indgår hun ikke i avl.
Jeg er på ingen måde imod insiminering - det giver en fantastisk mulighed for kombinationer, som ellers ikke var mulige. Men det er et emne der virkelig kan dele vandende - det ændre dog ikke på min holdning.
Den optimale parring.
Man skal ikke forvente, at man bare sætter hundene sammen og de så parrer - det sker dog nogle gange, men bestemt ikke altid. Tæven kommer altid til hanhunden og man bør komme med en progesteron målt tæve, som er velluftet, pæn og ren. Hanhundeejer har som regel et bestemt sted hvor hanhunden får lov at parre. Tæven får lov til lige, at lande på dette område snuse, tisse og slappe af. Derefter hentes hanhunden i snor og slippes først når stemningen lige er vurderet. Ofte vil han og tæve hilse på hinanden og lege lidt. Hanhunden vil ofte gerne snuse hvor tæven har tisset. En høflig hanhunden spiller lidt op til tæven og spørg pænt om lov ved, at dutte hende på siden med snusden eller lægge hovedet over ryggen på hende. Så hopper han op på hende, ofte nogle gange og prøver til. Tæven sænker forparten lidt og løfter bagparten lidt. Hanhunden rykker tæt på tæven og bliver meget intens i sine bevægelser. Når han har leveret hopper han ned med forparten og svinger bagbenet over ryggen på tæven. Ofte kan han lige skulle have en hånd til dette. Jeg støtter roligt tæven uden, at være for tæt på. Når de står låst, så sidder vi med hver vores hund blot og støtter dem, mens de står roligt. De kan låse alt fra få minutter til knap en time - oftest er det 15-30 min. Nogle gange sker det, at de ikke låser - har hanhunden leveret, så kan tæven sagtens blive drægtig.
Jeg er altid med til parringerne og efterlader aldrig tæven hos hanhunden. Det kan man dog sagtens hos flere hanhundejere uden problemer - jeg foretrækker dog, at min tæve kommer hjem og slapper af imellem parringerne og kører så gerne det extra.
For mig er dette den optimale parring, som foregår stille, roligt og naturligt. Skal hundene have lidt hjælp, hvis de er uerfarende er det helt ok. Men jeg blander mig egentlig mindst muligt.
/Rikke
